Grønnestrand

Grønnestrand Feriecenter
Fra Badepension til Feriecenter

Badepension
Forbrugsforeningen købte i 1995 det gamle traditionsrige feriested, som dengang hed Grønnestrand Badepension og som stammer helt tilbage fra begyndelsen af 1900-tallet. Hovedhuset blev total istandsat og de øvrige bygninger blev nyopført. I 1998 blev endnu en bygning opført, således at der i dag er 14 unikke ferielejligheder, nogle endda med havudsigt.

Fælleshuset, Svinkløvhuset, er i 2012 blevet istandsat og der er bl.a. opført et køkken samt udgang fra fællesrum til terrasse. Samme år er alle bygningerne blevet renoveret.

Lyngmøllen
Efter at mølleriet ved lov blev et frit erhverv i 1852, skød nye vindmøller op som paddehatte. De fleste af disse møller var hollandske vindmøller. Her skulle kun hatten drejes for at få vingerne op i vinden. Med et centralt hjul, kaldet stjernehjulet, kunne man fordele kraften ud til flere maskiner. I det sandede Vestjylland var der hverken brug for eller råd til en stor flot “hollænder”. Derfor byggede man ved Grønnestrand en lille mølle med drejelig hat, men uden stjernehjul og kun én kværn. Udvendigt ligner den en lille hollandsk mølle, men i sit indre er den indrettet som de gamle stubmøller.

Grønnestrand Mølle menes opført i 1886. Den betjente kun en enkelt gård. Møllen har ikke noget egentligt fundament. De syv gennemgående stolper står på flade natursten. Møllen var oprindelig stråtækt. I dag er den tækket med lyng på kroppen og tagpap på hatten. Vingefanget er kun 8,8 meter, og krøjeværket, som man drejer møllen med, er meget simpelt med kun én krøjebjælke mod normalt to. Krøjebjælker er de vandrette bjælker, der som hattenåle går på tværs af møllehatten. Der er i dag kun bevaret to af denne type møller i Danmark. Tidligere var der en del.

Møllen ved Grønnestrand er Danmarks eneste tilbageværende lyngklædte mølle. Den er mere end 100 år gammel og gennemgik i 1990 en omfattende restaurering, så den nu fremstår så god som ny. En stor del af møllen består af egetræ og Møllens motor og vingerne er lavet af lærketræ, der er let og elastisk. Møllen er tækket med lyng fra egnen.

Møllen kan kun besigtiges udefra. OBS – vær opmærksom på at der kan forefindes hugorme omkring Møllen.

Mindesøjlen ved Grønnestrand
Den første, der opdagede eller fastslog Grønnestrands skønhed var Frederik den Sjette.

Den 21. juni 1824 kom han med følge ridende langs Jammerbugten, og ved Grønnestrand blev der rastet på stranden og spist frokost.  Det hævdes at kongen ved den lejlighed udbrød: ”Dette øde sted er den smukkeste plet i mit rige.”

Til minde om det kongelige besøg og hans hyldest til stedets skønhed rejste herremanden på Aagaard ved Fjerritslev et ret stort mindesmærke på stranden: en to meter høj granitsøjle med en kuglerund granitsten på toppen.

Landskabet
I oldtiden var hele området ved Grønnestrand dækket af hav. Siden har området hævet sig ca. 5 m. På den flade havbund dannede nordvestenvinden efterhånden den ene lange klitrække efter den anden.

Det tørre sand blev imidlertid ikke alt sammen liggende ved stranden, men aflejrede sig i store klitformationer på den tidligere flade havbund. Grønnestrand fremtræder derfor også i dag som et stort lavtliggende klithede-landskab.

Alle de i Danmark forekommende klittyper findes her som f.eks. klitheder, gråklitter og yderst grønsværsklit med gråris og havtornekrat. I de fugtigste dele af klitten domineres bevoksningen af porse, klokkelyng, pletter med spagnum og tranebær. Der er meget store områder med gråris og kystklitter med e.

Jordbunden er nær stranden fyldt med ral og tidligere store ralgravninger har efterladt dybe aflange huller, der i dag fremstår som et linieformet søsystem. Store dele af klitlavningerne ved søerne er tilgroet med tagrør. Søerne er meget rene og klarvandede og  rummmer i øvrigt mange spændende arter af vandaks.

Kilde: FBF